Litopone

LITOPONE


Når malerbehandlingen på nymalet træværk i ældre ejendomme pludselig begynder at skalle kort tid efter påføring, kan det skyldes, at den gamle malebehandling indeholder litopone. Det kan man dog ikke altid lige se, og det kan indebære, at det kun ser nymalet ud fra en måned og op til et år.

Afskalningerne vil oftest gå helt til bunden, så træet bliver blottet og er derfor ikke beskyttet, med efterfølgende risiko for råd. Derfor må vi

anbefale, at ældre vinduer underkastes et litoponetjek, inden nyoverfladebehandling påbegyndes. Malingskaller sendes til laboratorieanalyse, hvor det kan påvises, om der er tilstedeværelse af litopone eller ej. Viser det sig at være tilfældet, må der foretages en totalafrensning af den eksisterende malerbehandling til ren bæredygtig træoverflade. Litoponen kan ligeledes være brugt i grundmalingen og derfor

være trængt ind i træoverfladen. Overfladen skal derfor slibes effektivt ned, vinkelslibning vil være at foretrække, da hverken afbrændning eller

malingsfjerner vil være tilstrækkelig.


BILLIGT, HVIDT PIGMENT

Før alkydoliemaling kom frem i slutningen af 50erne, blev maling ofte fremstillet på værkstederne eller på selve arbejdspladsen. Malingen blev

blandt andet fremstillet af olierevne pigmenter herunder litopone. Litopone er fællesnævner for en lang række hvide pigmenter, herunder tungspat, blance-fixe, som indeholder zinksulfid. Litopone blev solgt som ”rødt segl” og anvendtes ofte i malerfaget. Den havde en god dækkeevne og var billig i anvendelse. ”Rødt segl” indeholdt 30 procent zinksulfid. Dækhvidt, som var betegnelsen på en mellemmaling, bestod af 50% zinkhvidt og 50 procent litopone. Litopone var billigere end andre hvide pigmenter og blev derfor anvendt hyppigt til grund- og mellemmalinger, da man godt var klar over den dårlige vejrbestandighed. Det viste sig dog senere, at den også blev nedbrudt selv omden blev overmalet flere gange med andre produkter.


SE EFTER AFSKALNINGER

Litopone kan ikke ses, men man må være opmærksom på afskalninger på steder, det normal ikke vil forekomme på malebehandlet træværk. Det gælder for eksempel afskalninger midt på sidekarme, eller overkarme (afskalninger på karm- og bundstykker behøver ikke være tegn på litopone, men for stor fugtindhold i træet). Hårfine revner i malingsfilmen midt på rammestykker eller ved kitfals. Små, men mange krakeleringer. Det ”farligste” tegn på litopone er revnedannelser. Der vil pludselig kunne opstå afskalninger umiddelbart efter, at vinduerne er malebehandlet. Dette fordi den nye malebehandling giver en spænding i malingslagene, som litopone underlaget ikke kan modstå. Revnedannelsene er som regel kombineret med store afskalninger på bundstykkerne. Revnedannelser/afskalningerne uanset størrelse vil altid være direkte årsag til indtrængning af vand i træet. Derfor vil træet altid have en tilbøjelighed til en nedbrudt træoverflade medstor risiko for rådangreb.


PAS PÅ VINDUER

Vinduer i perioden fra før 1900 til 1970erne er muligvispå et eller andet tidspunkt blevet behandlet med et produkt med indhold af litopone. Dog er risikoen størst i tiden frem til 1960, selv om der er konstateret litopone i helt nye vinduer fra 1970. Der er endnu ikke konstateret litopone i fabriksmalede vinduer, så risikoen må betragtes som værende ret usandsynelig nu. Som før nævnt er en partiel afrensning ikke tilstrækkelig. Litoponeholdige malinger kræver altid en total afrensning. Her bør måske nævnes at en total afrensning altid vil være at foretrække, hvor der kan konstateres store lagtykkelser.


MALINGEN MISTER STYRKE

Problemerne opstår, når luftens svovlsyrlingindhold SO2 trænger ind gennem malingsfilmen og omdanner zinksulfiden i litopone til zinksulfat.

Zinksulfat er vandopløselig, og derved mister malingsfilmen sin samhængsstyrke. Der kan gå mange år, før litoponen er nedbrudt, men med den tiltagende forurening af svovlsyrling fremskyndes processen natuligt. Forekommer der store afskalninger, har vedligeholdelsesintervallet formentlig været mellem 8-12 år, hvorimod revnedannelser tyder på en vedligeholdelse mellem 5-8 år, og krakeleringer er tegn på vedligeholdelse mellem 15-20 år. Den totale nedbrydning kan vare helt op til 50 år. Nedbrydningsprocessen sker som sagt under slutmalingslaget og kan derfor ikke konstateres inden de pludselig fremkomne skader.


Forfatter Lilian Bech, Danske Malermestre

Udgivet på MBA Videnbase d. 07/05/2015



SINTERLAG


Pudslag kan skade din garanti for godt malearbejde. Størstedelen af de problemer vi møder, skyldes forhold i pudslaget - en problemstilling der i mange tilfælde giver et uretfærdigt billed af maler og malingsleverandør.


Et behandlingsdygtigt pudslag er en diffunderende, fast, ensartet og hvidtør overflade, hvilket desværre inden for de seneste år er blevet til en mere sjælden oplevelse. I dag opleves mange pudsflader som et mislykket forsøg på en marmorering, en fedtet kompakt struktur med mørke partielle fugtaftegninger. Pudslag med sådanne udfald er ofte et stort problem for bygningen, men værre for maleren der af uvidenhed overtager problemet. En situation som kan ende i en uretfærdig kamp med fatale økonomiske konsekvenser, hvis et underlag skal totalafrenses for maling og puds. Problemet eskalerede, da den traditionelle mørtel og udførelsesteknik blev udskiftet med brugervenlige modificerede puds-systemer og bløde værktøjer kombineret med store mængder vand. En ændring der skabte perfekte kosmetiske resultater,

men dog også medførte stor risiko for netop problemer med pudslaget. De nye behandlingsmetoder er så nemme at gå til, at netop dette bliver vægtet højere end videnog forståelse for underlag og pudsens funktion. Det kan lyde lidt barskt, men sandheden er, at flertallet af såvel murere som malere ikke kender til det selvskabte problem: Sinterlag.


FLERE ÅRSAGER TIL PROBLEMET

Sinterlaget ”pudsens slamlag” kan stort set dannes på alle ubundne pudsløsninger, der indeholder kalk i en eller anden form. Sinterlaget dannes ved overdrevent brug af vand under pudsbearbejdningen og ved for tidlig bearbejdning på nyt eller gammelt, massivt opfugtet murværk. Udførelsesteknikken med de anvendte bløde værktøjer er nok den største synder. Bearbejdning med svampebrædt og en stor mængde vand kan ved hjælp af vakuumet mellem svamp og puds skabe et slamlag. Slamlaget bliver ved hærdning til en spærrende hinde, det såkaldte sinterlag. Sinterlaget kan blive så kompakt, at udtørring i underlaget aldrig finder sted. Sinterlaget er normalt kendetegnet ved partielle mørke aftegninger i pudsoverfladen, men det kan også være usynligt og alene ses i strejflys som en blank skinnende hinde på

overfladen. Sinterlaget kan blive så tæt og stærkt hen over tid, at det kan få fatale følger for bygningen. De typiske problemstillinger som følge af et sinterlag er fugtophobninger, saltudfældninger, mug og skimmeldannelser, surt indeklima, øget algevækst, frostsprængninger i puds, tegl og fuge, misfarvning, afskalning eller forvitring af farve. Et pudsunderlag befængt med sinterlag hverken kan eller må malingsbehandles.


MALEREN ENDER MED "ABEN"

Når problemet opstår på et malet pudslag, er det for bygherre naturligt at rette spørgsmål til sin maler. Da problemstillingen ikke længere er synlig, bliver det i fleste tilfælde et anliggende mellem maler og malingsleverandør. Det er derfor vigtigt ved tilbudsgivning at beslutte, hvorvidt man kan og vil afhjælpe. En afhjælpning kan være en indirekte overtagelse af problemet. Maleren skal derfor vide, at tilbuddet skal indeholde en forudsætning om, at underlaget er behandlingsegnet – etforbehold for sinterlag.


Forfatter Ivan Stanley, Teknisk konsulent, KEIM.

Udgivet på MBA Videnbase d. 10/07/2015